Forandringer på Bjerringbro.dk fører til, at Bjerringbro Byforum opretter ny hjemmeside om foreningens arbejde.

Som led i Byvækststrategi for Bjerringbro og omegn har Bjerringbro Byforum og Viborg Kommune udarbejdet en ny hjemmeside målrettet potentielle tilflyttere til Bjerringbro, og for at gøre kommunikationen af denne side så strømlinet som muligt, er det besluttet, at hjemmesideadressen Bjerringbro.dk i fremtiden viser vej for tilflytterne.

Målrettet kommunikation

Samtidig skabes en ny målrettet hjemmeside, der fortæller om Bjerringbro Byforums arbejde – det er den, du læser denne nyhed på lige nu.

– Tidligere havde vi en samlet hjemmeside, der både henvendte sig til potentielle tilflyttere, byens indbyggere og Byforums medlemmer. Det betød, at selv om der var masser af god information på siden, så var den hverken fugl eller fisk. Med to nye sider kan vi bedre målrette informationen og samtidig fremhæve alle de mange projekter, Byforum har gang i, siger Niels Dueholm, der er formand for Bjerringbro Byforum.

Meget mere Byforum

Det bliver på den nye hjemmeside, at information om Byforums mange medlemmer kan findes, og det er også her, man kan læse om Byvækststrategi, områdefornyelse, koncerter, Kulturfestival og meget meget andet, af det arbejde, som Bjerringbro Byforum sætter i søen i Bjerringbro.