KONCERT: Rikke Thomsen og Æ Knajte står øverst på plakaten, når Niels Due Jensens Plads lørdag fyldes med musik, fællesskab og sensommerstemning
Lørdag bliver der igen noget at komme efter for musikglade bjerringbroere, når Bjerringbro Byforum igen invitere til Musik På Pladsen på Niels Due Jensens Plads.
Denne gang er det den sønderjyske sanger og sangskriver Rikke Thomsen, der er hovednavnet sammen med bandet Æ Knajte.
Det er musik, der både har rødder i den danske sangskrivertradition og trækker på folk og rock. Og selv om teksterne ofte tager afsæt i det sønderjyske, er følelserne langt fra lokale. Det handler om at høre til, om at rejse væk og vende hjem – og om de små og store ting, som de fleste kan genkende.
To koncerter i en
For publikum i Bjerringbro bliver det dermed en mulighed for at opleve en af de nyere, markante danske sangskrivere på tæt hold – midt i byen og under åben himmel.
Musik På Pladsen-koncerten indledes med bandet The Works, der til trods for navnet består af fire garvede danske musikere, der lover at fylde pladsen med soul og rock’n’roll.
Det er anden gang i år, at borgerne i Bjerringbro og omegn kan opleve arrangementet under titlen Musik På Pladsen, og det er endnu en gang Bjerringbro Byforum, der er arrangør i tæt samarbejde med Musikviften og Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter samt frivillige fra byens forskellige foreninger.
Arrangementet er støttet økonomisk af Poul Due Jensens Fond.

