Studenterhuernes opdukken i gadebilledet er både livsbekræftende og et sikkert tegn på, at sommeren er lige om hjørnet. Og kan man andet end at blive glad, når man går en tur i det gode vejr og ser de mange glade mennesker, der bader ved det nye badeanlæg på Åpromenaden.
Sammen udvikler vi Bjerringbro til en endnu bedre by at bo, leve og arbejde i, og beviset på det finder du rundt i hele byen. Tak for det.
Byforum går også på sommerferie – Bykontoret er således lukket fra og med uge 28 til og med uge 31, hvor vi jo i øvrigt åbner med et brag af en oplevelse – Den Kongelige Sommeropera ved Åpromenaden lørdag den 8. august.
Vi glæder os til at se jer på kontoret igen efter sommerferien.
Herunder kan du læse mere om alt det fantastiske der er sket i Bjerringbro i løbet af foråret!
Med sommerhilsen
Niels Dueholm
Formand, Bjerringbro Byforum
Eventyrligt samlingspunkt på vej til Åpromenaden
En legeplads, der på levende vis fortæller om Gudenåens skabelse. Det er tankerne bag et nyt legepladsprojekt, som Bjerringbro Byforum i samarbejde med lokale aktører og Viborg Kommune, og ambitionerne er store. Projektet er udviklet af legepladsfirmaet Eleverdal, og den samlede pris for projektet løber op i fem millioner kroner, hvoraf næsten halvdelen af pengene nu er samlet ind. Første spadestik tages efter sommerferien på første fase af projektet, der forventes at stå færdig i oktober.
Læs mere her: https://bjerringbrobyforum.dk/eventyrligt-samlingspunkt-paa-vej-til-aapromenaden/

Én million kroner fra Elfonden til eventyrlig legeplads
Bjerringbro Byforum kan med stor glæde fortælle, at Bjerringbro Elværksforening har doneret én million kroner til den nye legeplads ved Gudenåen. Legepladsen skal være et nyt samlingspunkt for hele Bjerringbro-egnen, hvor børn og barnlige sjæle gennem leg og bevægelse får mulighed for helt bogstaveligt at lege sig gennem den fortællingen om Gudenåens skabelse.
Med Elfondens donation er der de første 2,2 millioner kroner af budgettet på fem millioner kroner i hus. En million gange tak for den flotte donation.
Gavlmaleri på vej i midtbyen
Det bliver kunstneren Kristian Vodder, der kommer til at stå for det første af to gavlmalerier, der skal opføres i passagerne mellem Niels Due Jensens Plads og gågaden. De første skitser er lavet men endnu ikke klar til offentliggørelse. Der holdes nabohøring i løbet af sommerferien og sagen forventes at komme i Teknisk Udvalg i august måned.
Gavlmalerierne laves som led i den områdefornyelse for Bjerringbros midtby, som Bjerringbro Byforum i samarbejde med Viborg Kommune er i gang med at gennemføre.

Små haver på vej i gågaden
Områdefornyelsen for Bjerringbros midtby omhandler også nye grønne områder i gågaden. Her opføres det, der er tænkt som små haver – eller oaser om man vil – hvor det er muligt at sætte sig og nyde gågaden, butikkerne og det nye grønne. Arbejdet med at opføre de nye små haver i gågaden forventes at gå i gang efter sommerferien.

Marianne er Årets Ildsjæl på Bjerringbro-egnen
Marianne Gerning Pedersen blev i forbindelse med Bjerringbro Kulturfestival kåret som Årets Ildsjæl i Bjerringbro og omegn. Prisen gives til et menneske, der med engagement, vedholdenhed og en stor lyst til at gøre en forskel er med til at skabe fællesskab, aktivitet og sammenhold. Marianne Gerning Pedersen modtog prisen for sin mangeårige indsats med Bjerringbro Mad- og Kunstmarked.
Prisen uddeles af Bjerringbro Byforum og Bjerringbro Rotary Klub.
Læs mere her: https://bjerringbrobyforum.dk/9372-2/

Tak for en fantastisk Bjerringbro Kulturfestival
I uge 23 summede Bjerringbro endnu en gang af kulturliv, da Bjerringbro Kulturfestival løb af stablen for 8. gang.
Tusind tak til alle jer, der deltog, oplevede, lyttede, sang, klappede, grinede og var med til at gøre Bjerringbro Kulturfestival til noget helt særligt. Det er jeres engagement, nysgerrighed og opbakning, der gør festivalen levende år efter år.
En kæmpe tak til de mange frivillige, kunstnere, foreninger, samarbejdspartnere og sponsorer, som har været med til at skabe oplevelser for hele byen. En særlig tak til Poul Due Jensens Fond, der endnu en gang gjorde det muligt at samle hvad der føltes som hele byen til et brag af en koncert med Anders Blichfeldt og Zididada. Af hjertet tak.
Se kæmpe billedgalleri fra Bjerringbro Kulturferstival HER: https://bjerringbrobyforum.dk/stort-billedegalleri-fra-bjerringbro-kulturfestival/

Byforum i dialog med borgmesteren om byudvikling af område ved Gudenåen
Viborg Byråd skal med borgmester Katrine Fusager Rohde sætte sig i spidsen for udvikling af et byt boligområde ved Gudenåen. Det mener Bjerringbro Byforum, der nu er i god dialog med netop borgmesteren om sagen. Forslaget kommer efter en ny rapport om boligbehovet i Bjerringbro udarbejdet som en del af Byforums arbejde med Byvækststrategi for Bjerringbro og omegn. Udover området ved Gudenåen anbefaler Byforum også en helhedsplan for skolegrunden på Vestre Ringvej, der efter sommerferien 2027 ikke længere skal huse elever fra Bjerringbro Skole.
Læs mere og se rapportens konklusioner HER: https://bjerringbrobyforum.dk/bjerringbro-byforum-efterlyser-planer-for-boligomraader-og-foreslaar-kommunalt-styret-raad/
Ny hjemmeside skal sælge Bjerringbro
En ny hjemmeside, der skal gøre det lettere for potentielle tilflyttere at få et overblik over livet i Bjerringbro, har set dagens lys. På hjemmesiden fås et samlet overblik over alt det gode, Bjerringbro og omegn har at byde på. Den nye hjemmeside har fået internetadressen www.Bjerringbro.dk, og det betyder også, at Bjerringbro Byforum har fået ny hjemmeside-adresse, ligesom Byforums hjemmeside er rettet til, så al information om tilflytning er flyttet over til den nye side.
Læs mere om den nye tilflytterside HER: https://bjerringbrobyforum.dk/ny-hjemmeside-skal-faa-flere-til-at-faa-oeje-paa-mulighederne-i-bjerringbro/
Læs mere om Byforums nye hjemmeside HER: https://bjerringbrobyforum.dk/bjerringbro-byforum-faar-ny-hjemmeside/

Vil du være med til at sejle Bjerringbros nye kåg?
Måske har du allerede set den nye flotte kåg, som Træfolket i Bjerringbro har bygget? Den ligger nemlig i vandet ved Gudenåen efter en kæmpe indsats af de mange skibsbyggere, der har lagt liv og sjæl i arbejdet.
Efter sommerferien går arbejdet i gang med at samle og uddanne de frivillige, der skal stå for at sejle gæster i kågen. Inden længe indkaldes til orienteringsmøde, men kan du allerede se dig selv være med til at sejle den smukke kåg, så skriv bare til os nu på: mail@bjerringbro.dk.

Sommeropera og Musik På Pladsen efter ferien
Når du har banket rejsestøvet af dig efter sommerferien, kan du med fordel tage din klapstol under armen og gå en tur mod Gudenåen. Lørdag den 8. august kl. 16 kan du nemlig få en helt særlig kulturel oplevelse i Bjerringbro. Den Kongelige Sommeropera gæster nemlig Åpromenaden, til det, der kun kan blive en fantastisk oplevelse.
Lørdag den 5. september kan du så lade klapstolen stå hjemme og i stedet tage danseskoene på, når der er Musik På Pladsen i hjertet af Bjerringbro. Kunstnerne afsløres først efter 1. august, men vi kan godt love dig endnu en stor musikalsk oplevelse lige foran din gadedør.


